I 2007 blev Lille Vildmose fredet som den hidtil største fredning i Danmark.


Hvad

lille er der

ved det?

Lille Vildmoses historie

 

I den sydlige del af Lille Vildmose ligger Tofte Mose.
Tofte Mose er den største bevarede højmose i Danmark – et af de få stykker næsten uberørt natur, vi har tilbage. Mod øst ligger Tofte Skov, og mod nord Høstemark Skov – to naturskove, hvor naturen stort set har fået lov at passe sig selv over hundrede år.

 

 

I skarp modsætning til al denne vildskab står de tydelige spor fra menneskets udnyttelse af Lille Vildmose.
I mosens centrale del har afvanding, opdyrkning, tørvegravning og indvinding af sphagnum helt ændret billedet af den oprindelige højmose. Men naturen og det vilde er nu på vej tilbage.

Lille Vildmose i jernalderen – en højmose bliver til

Lille Vildmose var frem til cirka 1750 en dansk ødemark, hvor stort set kun mosekonen havde rådet i cirka 1.500 år.

Endnu tidligere var der hav, der hvor mosen ligger i dag. Bakkerne omkring mosen stak op af havet som små øer.

På grund af en ekstrem nedbørsrig periode og den landhævning, der fulgte efter den sidste istid, begyndte Lille Vildmose-området at tage form som en lagune afsnøret fra havet. Lagunen udviklede sig til en stor sø og senere en sump, som til sidst blev en gigantisk højmose vest for Mulbjergene.

Jernalderfolket, der hidtil havde levet på de højeste punkter i landskabet, måtte flytte, og i hen ved 1.500 år, mens sphagnummosserne lag for lag byggede Lille Vildmose op til at blive den største højmose i det nordvesteuropæiske lavland, var området en mennesketom ødemark.

Mosens svamp strakte sig næsten 15 kilometer fra nord til syd og 5 kilometer fra øst til vest, da den var på sit højeste. Som en ufremkommelig flade lå Lille Vildmose og var frygtet af lokalbefolkningen, fordi den var lumsk at færdes i. Særligt i havgus, og når mosekonen bryggede, kunne man fare vild derude.

Lille Vildmose i 1700-tallet – nyt land skulle vindes til dyrkning

Landvindingen begyndte tidligt i Lille Vildmose, hvor der i 1760’erne blev gravet en 5 kilometer lang og 7 meter dyb kanal fra områdets centrale dele og østpå til Kattegat.

Det er den kanal, der den dag i dag løber langs Birkesøvej forbi Lille Vildmosecentret.

Kanalen afvandede i 1760 Møllesø, der var den største af Lille Vildmoses seks søer. Året efter kom turen til Birkesø, og i 1765 og 1769 blev også Lillesø og Tofte Sø tømt for vand. Søerne blev til dyrket land eller græsarealer med høslæt.

I slutningen af 1700-tallet begyndte den første gravning af tørv i mosens nordvestlige del mod Gudumlund, men produktionen var beskeden.

Lille Vildmose i 1900-tallet – et område i rivende udvikling

I 1904 blev der bygget en spritfabrik nær Vildmosegård, hvor der skulle produceres husholdningssprit af højmosens tørv, der indeholder sukker. Men projektet blev en fuser.

Så kom verdenskrigene, der skabte en voldsom hunger efter brændsel, og Lille Vildmoses natur kom for alvor under pres og omformning. Cementfabrikken Aalborg Portland indledte med afsæt i mangel på kul et mosebrug med tørv som brændsel.

Særligt under 2. Verdenskrig blev der i Portlandmosen gravet store mængder af tørv, og gravebanerne fra dengang ligger i dag som flere kilometer lange søer i mosens nordvestlige del, der er mere eller mindre groet til i birkeskov.

Da tørvegravningen var på sit højeste beskæftigede Aalborg Portland 1.200 mand med manuelt arbejde i mosen.

Landbruget kom for alvor til Vildmosen mellem de to verdenskrige. I 1936 købte Landbrugsministeriet rundt regnet 3.000 hektar af Lille Vildmose for at oprette landbrug, og frem til 1958 blev der etableret 39 statshusmandsbrug.

I løbet af 1950’erne etablerede Pindstrup Mosebrug sig for alvor i området, og en omfattende industriel tørveindvinding til fremstilling af produkter til jordforbedring blev sat på skinner. Store dele af højmosen skulle blive til spagnum, der kunne bruges som pottemuld i haver, gartnerier og på planteskoler.

Fra 1960’erne blev de vidtstrakte brune produktionsflader med deres kilometerlange rækker af ”klynere”, som klodserne af højmosetørv kaldes, et karakteristisk billede af Lille Vildmose.

Den nordlige og østlige del af Lille Vildmose blev da drænet og kultiveret i en grad, som man næppe havde troet mulig i 1700-tallet.​

Lille Vildmose idag – fra sphagnumproduktion og tilbage

I 2007 blev Lille Vildmose fredet som den hidtil største fredning i Danmark. Fredningen satte en stopper for produktionen af spagnum i 2011.

Lille Vildmose er i dag sikret mod dræning og andre indgreb, som kan skade naturen. En mangeårig naturgenopretning er igangsat for at rette op på fortidens indgreb, sikre den naturlige udvikling af mosen og give besøgende let adgang til det storslåede naturområde ved etablering af boardwalks og fugletårne.

I samarbejde med Naturstyrelsen har Fonden ladet over 200 spunsvægge og træskodder nedbanke i Portlandmosens gravbaner for at holde på vandet. Herved hæmmes fremtidig opvækst af træer. Samtidig er der foretaget en omfattende rydning af træer i mosens østlige side. I de kommende år fortsættes vandstandshævningen, og der arbejdes målrettet på både at sikre den bevarede højmose og at få den nedbrudte mosevegetation til at genopstå.

Fra 2011-16 indgik Portlandmosen i et stort projekt for hele Lille Vildmose, støttet med midler fra EU’s Life+ Nature. Gentagne rydninger sikrer mod genvækst af birk og har skabt bedre forudsætninger for at genoprette højmosens naturlige balance til glæde for kommende generationer.

I dag er det således naturværdierne, der er i højsædet i Lille Vildmose, som den naturbevarende Aage V. Jensen Naturfond ejer størsteparten af. Fonden har indrettet en lang række faciliteter for publikum idag.

Der er bygget en håndfuld observationstårne og to gangsti-systemer, der kan lede besøgende tørskoet ud på mosen. Selv kørestolsbrugere kan nå ud på den gyngende mose og få et indblik i den engang så ufremkommelige højmose.

Og midt i det hele ligger det moderne Lille Vildmosecenter, som blev åbnet i april 2006. Det ligger side om side med Vildmosegård, der blev bygget i 1768. Centret og gården med dens park, der er vokset op af den udtørrede Møllesø, er det naturlige udgangspunkt for turen ud i Danmarks største og vildeste højmose.​

Lille Vildmosecentrets historie

1997 – Vildmosegaard

Vildmosegaard opkøbes

1998 – Lille Vildmose Naturskole

Mosens første naturskole etableres under ledelse af naturvejleder Thorkild Lund

2005 – Pilotprojekt

Pilotprojekt Lille Vildmose Nationalpark. ​Lille Vildmose var med i kapløbet om at blive den første Nationalpark i Danmark.
​Der arbejdes fortsat for etablering af Lille Vildmose Nationalpark.

2006 – Lille Vildmosecentret

Lille Vildmosecentret åbnes af HKH Prins Joachim

2007 – Fredning

Lille Vildmose fredes og bliver Danmarks største fredede område

2009 – Naturlegepladsen

Naturlegepladsen etableres og åbnes af tidligere rådmand ​og nu borgmester Thomas Kastrup-Larsen

2010 – Sebastian Klein besøger Lille Vildmosecentret

Sebastian Klein optræder for 800 mennesker på Lille Vildmosecentret. ​Dette bliver starten på børne- og skoleformidling i Lille Vildmose.

2011 – Videnspædagogisk Videnscenter

Lille Vildmosecentret anerkendes som statsstøttet Videnspædagogisk Videnscenter
​under undervisningsministeriet. Undervisningsminister Christine Antorini på besøg

2012 – Tørvetoget

Vildmosebanen med tørvetoget indvies af borgmester Henning G. Jensen

2012 – LIFE+ projektet

LIFE+ projektet igangsættes – et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter til ca. 42 mio. kr. Miljøminister Ida Auken på besøg

2013 – Lille Vildmosecentret udpeges til internationalt Wetlandcentre

Lille Vildmose udnævnes til klimavenlig natur af FN (Ramsar), som det første sted i verden,
​og Lille Vildmosecentret udpeges til internationalt Wetlandcentre

2014 – Ny masterplan for Lille Vildmosecentret

En ny masterplan med ny og innovativ formidling med budget på 40 mio. ​skal bringe centret ind i 2020’erne.

2015 – Samarbejde om naturskole

Formaliseret samarbejde med Aalborg Kommune om naturskole etableres

2016 – 10 års jubilæum

Lille Vildmosecentret og naturfotofestival holder 10 års jubilæum. ​Her Gitte Seeberg ved fotofestivallens jubilæum

2016 – Elge, ny udstilling og nye film i biograf

Elge udsættes, ny udstilling åbnes og nye film præsenteres i biografen. ​Her fra venstre direktør Jan Ejlsted, Friluftsrådet, rådmand Mads Duedal, Aalborg Kommune ​og direktør Bo Gregersen, Lille Vildmosecentret

2016 – Lancering af GPS

Lancering af modul på centrets hjemmeside, hvor gæsterne havde mulighed ​for at følge elge og krondyr i Mellemområdet via GPS

2017 – gendannelse af birkesø

Genskabelse af Birkesø, som blev tørlagt i 1761, mindsker dræningen af Tofte Moses nordøstlige kant. Den genskabte sø er en spændende fuglelokalitet og en ny udsigtspavillon giver indblik i søens rige fugleliv.

2018 – Indvielse af ‘det vilde ‘ – et nyt og vildt formidlingsområde ​

‘Det Vilde’ er et nyt og vildt formidlingsområde, hvor der er fokus på ‘Nordens Kæmper’ – elg, krondyr, trane, vildsvin og ørn. Fra Dødens Tårn kan man lære om de store dyrs død og hvordan død kan give liv. Oplev også vildsvinene blive fodret i vildsvinefolden.