english    tysk   dansk​   facebook_2  instagram

Lille Vildmose i jernalderen – en højmose bliver til

Lille Vildmose var frem til cirka 1750 en dansk ødemark, hvor stort set kun mosekonen havde rådet i cirka 1.500 år.


Endnu tidligere var der hav, der hvor mosen ligger i dag.  Bakkerne omkring mosen stak op af havet som små øer.


På grund af en ekstrem nedbørsrig periode og den landhævning, der fulgte efter den sidste istid,  begyndte Lille Vildmose-området at tage form som en lagune afsnøret fra havet. Lagunen udviklede sig til en stor sø og senere en sump, som til sidst blev en gigantisk højmose vest for Mulbjergene.


Jernalderfolket, der hidtil havde levet på de højeste punkter i landskabet, måtte flytte, og i hen ved 1.500 år, mens sphagnummosserne lag for lag byggede Lille Vildmose op til at blive den største højmose i det nordvesteuropæiske lavland, var området en mennesketom ødemark.


Mosens svamp strakte sig næsten 15 kilometer fra nord til syd og 5 kilometer fra øst til vest, da den var på sit højeste. Som en ufremkommelig flade lå Lille Vildmose og var frygtet af lokalbefolkningen, fordi den var lumsk at færdes i. Særligt i havgus, og når mosekonen bryggede, kunne man fare vild derude.

Lille Vildmosecentret

CVR: 29414378

Birkesøvej 16

9280 Storvorde

📱 99 31 75 50

info@lillevildmose.dk

Social​​​

Language

english    tysk   dansk