Tofte Skov Tårnet

Tårnet ligger let tilgængeligt med sin placering langs landevejen nord for Øster Hurup. Her er der udsigt til Enebærsletten, Sandhusene og til brynet af Bønderskoven i vest, der er et af Tofte Skovs spektakulære skovafsnit. Fra midt i august og oktober ud kan man alt efter vejrforholdene særligt i daggryet og skumringen opleve krondyrenes brunst relativt tæt på. Kronhjortene brøler og kæmper undertiden om hinderne i en af den danske naturs mest imponerende forestillinger. Der er næsten garanti for observationer af rådyr fra tårnet, der byder på udsigten til en af Jyllands største forekomster af enebærbuske, hvoraf mange har flere end 100 år på rødderne. I august, når lyngen blomstrer, er der ekstra farver på kigget fra Tofte Skov Tårnet.