Lille Vildmose i jernalderen – en højmose bliver til

Lille Vildmose var frem til cirka 1750 en dansk ødemark, hvor stort set kun mosekonen havde rådet i cirka 1.500 år.
Omkring år 0 boede et jernalderfolk i området, der dengang så ganske anderledes ud end i dag.
Terrænet var tørt og sandet, og jernalderbønderne har sandsynligvis haft deres hyr med at skaffe sig til dagen og vejen.
På grund af en ekstrem nedbørsrig periode og en landhævning begyndte Lille Vildmose-området at tage form som en lagune afsnøret fra havet.
Lagunen udviklede sig til en sø og senere en sump, som til sidst blev en gigantisk højmose vest for Mulbjergene.
Jernalderfolket måtte flytte, og i hen ved 1.500 år, mens sphagnummosserne lag for lag byggede Lille Vildmose op til at blive den største højmose i det nordvesteuropæiske lavland, var området en ødemark.
Mosens svamp strakte sig næsten 15 kilometer fra nord til syd og 5 kilometer fra øst til vest, da den var på sit højeste. Som en ufremkommelig flade lå Lille Vildmose og var frygtet af lokalbefolkningen, fordi den var lumsk at færdes i. Særligt i havgus, og når mosekonen bryggede, kunne man fare vild derude.