Lille Vildmose i 1900-tallet – et område i rivende udvikling

I 1904 blev der bygget en spritfabrik nær Vildmosegård, hvor der skulle produceres husholdningssprit af højmosens tørv, der indeholder sukker. Men projektet blev en fuser.
Så kom verdenskrigene, der skabte en voldsom hunger efter brændsel, og Lille Vildmoses natur kom for alvor under pres og omformning.
Cementfabrikken Aalborg Portland indledte med afsæt i en stor mangel på kul et mosebrug med tørv som brændsel.
Særligt under 2. Verdenskrig blev der i Portlandmosen gravet store mængder af tørv, og gravebanerne fra dengang ligger i dag som flere kilometer lange søer i mosens nordvestlige del, der er mere eller mindre groet til i birkeskov.
Da tørvegravningen var på sit højeste beskæftigede Aalborg Portland 1.200 mand med manuelt arbejde i mosen.
Landbruget kom for alvor til Vildmosen mellem de to verdenskrige.

I 1936 købte Landbrugsministeriet rundt regnet 3.000 hektar af Lille Vildmose for at oprette landbrug, og frem til 1958 blev der etableret 39 statshusmandsbrug.

I løbet af 1950’erne etablerede Pindstrup Mosebrug sig for alvor i området, og en omfattende industriel tørveindvinding til fremstilling af produkter til jordforbedring blev sat på skinner. Store dele af højmosen skulle blive til spagnum, der kunne bruges som pottemuld i haver, gartnerier og på planteskoler.

Fra 1960’erne blev de vidtstrakte brune produktionsflader med deres kilometerlange rækker af ”klynere”, som klodserne af højmosetørv kaldes, et karakteristisk billede af Lille Vildmose.

Den nordlige og østlige del af Lille Vildmose blev da drænet og kultiveret i en grad, som man næppe havde troet mulig i 1700-tallet.