Spar Nord Terndrup forlænger sponsoraftale med Lille Vildmosecentret

Spar Nord Terndrup og Lille Vildmosecentret har netop forlænget deres samarbejde med yderligere et år. Lokalafdelingen i Terndrup, som er den største filial i Østhimmerland, har været sponsorer i de sidste 6 år og Torben Kirk, afdelingsdirektør for Spar Nord Terndrup, hilser det fortsatte samarbejde velkommen. ”Vi er glade for at have forlænget vores sponsorkontrakt med Lille Vildmosecentret og vi glæder os rigtigt meget til, at følge de spændende aktiviteter som foregår derude. Som bank er vi altid glade for at støtte og bakke op om de lokale tiltag og initiativer. ”

Her på tærsklen til den nye sæson 2016 kan Lille Vildmosecentret se tilbage på en af de mest succesfulde sæsoner i centrets 10-årige historie. I 2015 havde det spændende natur- og oplevelsescenter hele 55.000 gæster og desuden kunne centrets direktør, Bo Gregersen, glæde sig over flere donationer og sponsorater, hvor aftalen med Spar Nord Terndrup er det nyeste skud på stammen. ”Vi er utrolig glade for den lokale opbakning gennem banken. Det betyder meget for centret med den støtte som vi modtager fra mange forskellige lokale i området”, fortæller en glad Bo Gregersen.

Lille Vildmosecentret åbner op for en ny og spændende sæson 2016 den 19. marts, hvorefter centret vil være åbent alle dage fra kl. 10-16 frem til udgangen af efterårsferien. ’Hele påskeferien tilbyder vi et stort udvalg af sjove og lærerige aktiviteter som hele familien kan deltage i. Forhåbentligt kigger rigtig mange forbi Lille Vildmosecentret, hvor vi glæder os til at vise de besøgende to nye film i biografen og en flot elgtyr samt to elgkalve i udstillingen’, siger Bo Gregersen. Det fulde program for sæsonen kan ses på Lille Vildmosecentrets hjemmeside.