Nordens Kæmper – nyt oplevelsesrum åbner på Lille Vildmosecentret

Nordens Kæmper – nyt oplevelsesrum åbner på Lille Vildmosecentret

Elgen er tilbage i dansk natur og i den forbindelse åbner Danmarks første og største oplevelsesrum om elge og krondyr den 23. juni på Lille Vildmosecentret i Østhimmerland.

Det nye oplevelsesrum er opbygget over ti forskellige hands-on-installationer, som alle har fokus på de største dyr i Lille Vildmose – elge, krondyr og rådyr. Den venlige mosetrold, Lille Vildma, er den gennemgående fortæller i oplevelsesrummet og hun vil på en sjov, inddragende og ikke mindst lærerig måde formidle Nordens Kæmper for besøgende i alle aldre. Hvor meget spiser en elg om dagen sammenlignet med et menneske? Hvad er et ’hjortespejl’? Og hvordan kan man kende hjortene fra hinanden på baggrund af deres dyrespor og lorte i naturen? Dette er blot nogle af de mange spørgsmål som gæsterne på Lille Vildmosecentret kan blive meget klogere på i forbindelse med et besøg i det nye oplevelsesrum om Nordens Kæmper.

Udsætningen af krondyr og elge i Lille Vildmose er et led i den naturpleje, som i disse år foregår i Danmarks største fredede naturområde. Dette fænomen, hvor en dyreart udsættes og benyttes for at tilføre nogle funktioner til naturen, som den ikke har i forvejen, kaldes ’Rewilding’. Jakob Konnerup er formidlingsleder og naturvejleder på Lille Vildmosecentret, og siger begejstret ’Vi har nu igen den nordiske Big Five tilbage i den danske natur. Det bliver en fornøjelse, at de besøgende nu både kan opleve dyrene ude i naturen i det indhegnede, men fuldt offentligt tilgængelige område og samtidig tilegne sig viden om dem i centrets nye oplevelsesrum.’ I det nye oplevelsesrum kan de besøgende også stå ansigt-til-ansigt med en fuldvoksen elgtyr og se en lille, nyfødt elgkalv. Der er således rig mulighed for at alle sanser bliver inddraget og der vil med garanti være oplevelser for besøgende i alle aldre.

Bo Gregersen, direktør på Lille Vildmosecentret, har glædet sig til åbningen og udtaler, ’Oplevelsesrummet er en del af den satsning som Lille Vildmosecentret og Aalborg Kommune i disse år ruller ud i forbindelse med etableringen af endnu mere formidling og bedre faciliteter for de mange gæster i Lille Vildmose. Vi bruger mere end 10 mio. i løbet af 2016 og 2017 på mange flere og spændende oplevelser – herunder det nye oplevelsesrum. Det kan kun lade sig gøre fordi Nordea-fonden, Friluftsrådet og Lokale og anlægsfonden støtter formidlingsprojekterne. ’ Det nye oplevelsesrum bliver indviet den 23. juni 2016 af rådmand Mads Duedahl fra Aalborg Kommune og Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted.

Oplevelsesrummet er støttet af Udlodningsmidler til friluftsliv

fr_logo_byline_rgb_a4